Finding The Limit

Finding The Limit

23. juli 2020 Slået fra Af Jens Baltzersen

Film: I Finding The Limit tager den danske filmproducent Trailbear Films seerne med til det seneste “Verdensmesterskab” i Backyard Ultra i Tennesee, USA.

Backyard Ultra

Konceptet er fantastisk enkelt og lige så fascinerende: Løb til du ikke kan mere og må udgå, eller til du er den sidste tilbageværende deltager. Alle deltagere skal hver time påbegynde en ny runde i baghaven på godt 6,5 km. Er du ikke klar til start, er du ude. Når du ikke baghaven rundt på den time, du har til rådighed, er du også udgået.

Ellers ofte væsentlige parametre i traditionelle ultraløb som fart og køn tages derved ud af løbet, mens der fyres ekstra op under udholdenhed og tilføres en anderledes psykologisk dimension.

Bag løbet og hele konceptet står den globale ultrascenes ypperste torturbøddel og manden bag det legendariske ultra-trail-survivor-løb Barkley Marathons, Gary “Lazarus Lake” Cantrell.

It’s Easy Until It’s Not

Finding The Limit følger op på den prisbelønnede film It’s Easy Until It’s Not – A Backyard Story, som fortæller historien om den første danske udgave af løbet (en megafed must see film – se linket nederst på siden). I filmen fra 2019 står danske Leon Skriver Hansen alene tilbage efter lidt over et døgn og kvalificerer sig dermed til moderløbet og Verdensmesterskabet i Tennessee i USA i det efterfølgende år.

Finding The Limit

Finding The Limit er skåret over samme skabelon som forgængeren. Vi oplever løbet gennem små klip fra ruten og målområdet og gennem interviews med løbets bagmand Gary Cantrell samt fire løbere, der hver især har kvalificeret sig ved at vinde et af de nationale eller regionale Backyard-løb Verden rundt.

Vi møder den tidligere vinder af løbet, franske Guillaume Calmettes, den tidligere OCR-atlet og lettere uforberedte Amalie Boone, den målrettede Maggie Guterl og naturligvis den erfarne danske ultraløber Leon Skriver Hansen.

De fire hovedpersoner løber stille og roligt ind i hver deres udfordringer og falder efterhånden fra slået ud af fysiske skavanker og generel udmattelse. Mon en af dem står tilbage som den sidste på målstregen og som vinder af løbet? Se selv filmen og find ud af det.

Som publikum er der ikke meget spænding at hente før løbet for alvor spidser til de sidste timer. Filmen holdes derfor klogeligt nok oppe på god storytelling. Og Finding The Limit er en god, velproduceret og klart anbefalelsesværdig film, som giver indsigt i en af tidens mest besynderlige ultraløbefænomener og løbernes motiver og tanker om løbet.

Se filmen nedenfor.

Great Dane Backyard Ultra

Hvis du er blevet nysgerrig og vil opleve et Backyardløb live, bliver 3. udgave af det danske løb, Great Dane Backyard Ultra 2020, afviklet ved Silkeborg lørdag den 8. august med start kl. 01:00.

Finding The Limit – Big’s Backyard Ultra 2019

Finding The Limit ligger frit tilgængeligt på YouTube.

It’s Easy Until It’s Not – A Backyard Story

It’s Easy Until It’s Not kan også ses på YouTube.