Løb Langt puster ud og samler kræfter

Løb Langt puster ud og samler kræfter

6. maj 2021 Slået fra Af Jens Baltzersen

Løb Langt snupper en sommerpause.

Løb Langt startede for over et år siden som et Corona side kick. Efter en periode med fuld skrald på sitet, FKT’er, Rørbæk Sø Ultra, træning frem mod – og fine resultater til Julsø Ultra og ikke mindst et nyt job til bagmand Jens, er det nu blevet tid til karrierepleje, at dyrke familien og det nære og ellers bare puste ud og samle kræfter. Løblangt.dk tager sig derfor en velfortjent sommerpause.

Næste officielle løb i kalenderen er Midtjysk Bjergmarathon søndag d. 6. juni i Silkeborg. Startnummeret er en overflytter fra sidste års løb, som måtte aflyses pga. Corona. Da Team Løb Langt pt. restituerer med rigelige og kalorietætte måltider, godt med øl og kun løber efter devisen kort men langsomt, er det højst usandsynligt, at startnummeret vil blive brugt internt. Vi sætter det derfor til salg for en stor pose veganske vingummier, i omegnen af 3 ikke alt for datogamle Cliffbarer eller et par næste nye eller i det mindste nyvaskede Feetures Merino 10 sokker str. 44 og gerne med kort sommerskaft – først til mølle 😉

Michael Larsen fortsætter for nu sin Vlog om sin træning frem mod Mors 100 miles i september på sin egen YouTube kanal: Michael Larsen.

Hvis ikke sponsered athlete Niels med Trailskilz og bagmand Jens springer i luften af ren og skær inaktivitet og kaster sig hovedkulds ud i flere uplanlagte FKT’er, vender Team Løb Langt først tilbage igen i sensommeren med deltagelse i Run’O’Clock i Rebild Bakker i august og til Cold Hawaii Ultra sidst i september.

Hvis vi husker at tænde uret, kan I stadig finde os på Strava, og lur mig, om der ikke også kommer et stemningsbillede på Insta i ny og næ. Ellers mødes vi nok med snuden i sporet et sted i underskoven eller ude i sommernatten.

Løb langt, nyd livet og hyg jer grundigt!

Vi ses derude!