The Way of the Runner

The Way of the Runner

31. juli 2020 Slået fra Af Jens Baltzersen

Bog: I The Way of the Runner: A Journey into the Obsessive World of Japanese Running fra 2015 tager journalist og forfatter Adharanand Finn læseren med på en underholdende og indsigtsfuld opdagelsesrejse ind i den fremmedartede japanske løbekultur.

Japan, et land besat af løb

Vidste du, at Japan er Verdens 3. bedste løbenation, når det kommer til langdistanceløb? Vidste du, at der er over 1000 fuldtidsprofessionelle løbere i Japan? Vidste du, at stafetløb over lange distancer er den mest populære tv-sport i Japan? Vidste du, at langdistanceløb i Japan tiltrækker store tilskuerskarer?

Det gjorde jeg heller ikke. Jeg havde faktisk ingen anelse.

Men hvad er det, der gør løb så populært i Japan? Og hvad er det, der får så mange japanske løbere til at præstere på så højt et niveau? Og hvorfor når japanske løbere så sjældent helt til tops?

Det sætter journalist og forfatter Adharanand Finn sig for at undersøge. Han flytter familien med til Japan i seks måneder, hvor han forsøger at nå ind til og forstå kernen af den japanske løbekultur: Ekiden.

Ekiden

Det er Finn’ ambition selv at løbe et ekiden i forbindelse med sit ophold i Japan. Det er bare ikke sådan lige i et land, hvor sproget udgør en væsentlig barriere, og hvor der hæges om traditioner og for vesterlænding uforståelige omgangsformer.

Ekiden kan vel bedst oversættes til stafetløb over længere distancer. Ekiden-løbene er typisk inddelt i 10-25 km. intervaller, som hver løbes af forskellige løbere, der samlet udgør et hold. Ekiden-løbene strækker sig fra 50-100 km. til helt op imod 750 km. Løberne bærer en traditionel skrårem, som gives videre som stafet. Løbene løbes udelukkende på asfalt og beton og tiltrækker mange tilskuere.

De mest populære og prestigefyldte ekiden-løb er college- og universitetsholdenes. I de professionelles konkurrencer har pengene for stor magt, og udfaldet af løbene er alt for ofte givet på forhånd. Men ekiden er også en folkesport, og enhver lille flække med respekt for sig selv har sit lokale ekiden.

Historien

Ekiden har tråde tilbage til samuraiernes Japan og de mystiske zen buddhistiske maratonmunke fra Hiei bjerget, der som overgangsritual sværger at begå harakiri, hvis ikke de gennemfører, før de begiver sig ud på et 1000 dages rituelt løb, hvor de hver dag tilbagelægger +40 km.

Den ekiden vi ser i dag skal dog først og fremmest forstås i lyset af den japanske nations kollaps sidst i anden Verdenskrig. I årtierne efter krigen blev værdier som selvopofrelse og fælles bestræbelse bærende i genopbyggelsen af det moderne japanske samfund. Det smittede af på sporten, som, modsat den vestlige individorienterede idrætskultur, blev fokuseret mod den fælles holdpræstation.

Kortsigtet træningsregime

Finn kommer i bogen med mange gode grunde til, at japanske langdistanceløbere klarer sig relativt godt internationalt.

Men det store fokus på ekiden først i high-school derefter i college og efterfølgende på universitetet medfører et kortsigtet træningsregime, hvor trænere presser unge løbere til at præstere max i den korte tid, de har dem på deres hold. Talenter modner for hurtigt og mange brænder ud eller bliver skadet af de mange intervaller og kilometer, de skal præstere i alt for ung en alder.

Løbere, som klarer sig igennem ungdomsårene og når frem til et liv som professionel, er ofte mætte. De har bevist deres værd som ungdomsløbere og kan nu læne sig tilbage og nyde tilværelsen som velbetalte reklamesøjler for et af de store firmahold.

Og her har vi måske forklaringen på, at det ikke er en japaner, som bliver den næste til at løbe sub 2 timer på en maraton.

Indsigtsfuld infotainment

Der er ikke tale om verdenslitteratur, men The Way of the Runner er velskrevet, underholdende og indsigtsfuld infotainment fra øverste hylde og bestemt værd at læse.